På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.