Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Solens sind.

Sætningerne er en ørken. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Jeg hader at vågne og se dig vågne. Tågen i skovene i udsigten.Tågen i skovene i udsigten. Tågen i skovene i udsigten. Tågen i skovene i udsigten. Tågen i skovene i udsigten.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Du siger noget om solen. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen.

Blå øjne mod den milde himmel. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Ude ved fabrikkerne.

Jeg skrev intet ned i den periode. Glasdråbehænder. Farvede lidt sort i din ørken. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg læste dine linjer Det dybeste af alt er huden? Solstorm.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Et genert rum, et intimt rum. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.

Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Tågen i skovene i udsigten. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Vi er et party.

Ikke var muligt at komme derind. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Blæste det virkeligt? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Var du nattens fortvivlede stilhed? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Hvad skal vi med den voldsomme? Det var ikke markerne jeg kom fra.

Dit navn var alt jeg hørte.

Trak jeg de yderste bjerge? I læberne og i huden. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg er på den anden side af havet. Bøgerne var de eneste.