Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?) Et genert rum, et intimt rum. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Under den blå, blå himmel.

Fuglene hang på den blå, blå himmel. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Har vi de samme øjne? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro.

Som at skrive i koder. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Skoven forvandler sig til lysning og vand.Skoven forvandler sig til lysning og vand. Du, du venter en sweet sol.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Bordet vipper. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Mine linjer kommer igen. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Glashænder.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud?

Gennem hullet i muren. Der lå figner på jorden. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Det gør ikke noget. Det her er ingen leg.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Diamanterne. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Gennem hullet i hegnet. Jeg skrev i en stråle af sol. Nordlyset tøver i vores stemmer. Var det skovene du kom fra?

Nu er der en uro i kroppen. Har vi øjne? Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Den tredje er ude. De bløde bakker udenfor byen. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

I sollyset, en ædelsten.I sollyset, en ædelsten. I sollyset, en ædelsten. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Uden grund. Var det markerne du kom fra? Din krop? Og en anden dag:

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Sætningen løb videre igennem kæben. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.