Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Gennem hullet i hegnet. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Sådan noget.

Har vi de samme øjne? I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Bag diamanterne. Det her er ingen leg. Bag træerne. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)

Gennem hullet i hegnet. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Jeg i dit hjerte. Du trak mig med til de yderste bjerge. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Bøgerne tegnede deres egen retning. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Kan jeg være i dette landskab?

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Under den blå, blå himmel. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Jeg tror, du havde glemt den der. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. På en rude. Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Intimiteten, skriften. De matte hemmeligheder inde i træet. Sådan svarede du. I det mørkeste, søvnen bag dagen. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.