Jeg elsker at vågne og se dig vågne. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Bare mørket. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden.

Sådan så mine drømme ud. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Jeg var nøgen i de dage. Dagene. Ugerne. Vennerne. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Jeg læste dine linjer Vidste du det? Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Dit navn var alt jeg hørte.

Vi bliver verden. Ring til mig uden grund.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne.

Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Der hang figner henover udsigten. Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Jeg sad alene i solen. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Hvilken dag fulgte efter dagen? Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Oplæsning for intetheden. Sandet. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Muren omkring ordene. Intimiteten i skriften Noter. Beskrivelser.Noter. Beskrivelser. Noter. Beskrivelser.