Jeg sad alene i solen. Vi bliver verden. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Som at læse glemte aviser. Ikke var muligt at komme derind. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg er på den anden side af havet. Når du siger mit navn, svarer min krop. På et stort stykke hvidt papir. Kan jeg være i dette landskab?

I bussen skrev jeg en sms til dig. Et brev. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Jeg var din krop.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Skyen skjulte noget for fuglene.

Altid er det dette langsomme blik. Sådan svarede du. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket kaldte vi bare for mørket. Vi, gamle tanker om stilheden.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Og vi vågnede. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Dine sætninger. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Ord. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg sad alene i solen. Giver det mening? Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Notesbog. Beskydning. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Har vi øjne? Luften og jordens sange. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Du, du.Du, du. Du, du. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op.

Du trak de yderste bjerge. Afsavn.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Min ene pen er rød og den anden sort. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Afsavn. Udsagn. Udsagn. Taster en sætning i mørket, i lyset. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Som at læse glemte aviser. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Du kan være i dette landskab. Og vi vågnede.Og vi vågnede. Der var noget som åbnede sig.

Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Det handler om overfladen.

Bag træerne. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.