Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Sad jeg alene?

Dine diamanter lyser. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg var i din krop, og du? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. På et stort stykke hvidt.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Og en anden dag:

Dine sætninger.

Der var noget som åbnede sig. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Og ord. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Sætningerne er et hav.

Har vi de samme øjne? Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Sådan er det. Rifterne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Jeg tror, du havde glemt den der. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Sletten forvandler sig til mørke og sten. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.