Jeg skriver dagen igang, stille. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Dagene. Ugerne. Vennerne. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Og vi vågnede. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Vi sad alene i natten. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Sådan noget. Stolen jeg sad på knirkede i solen.Stolen jeg sad på knirkede i solen. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Sætningerne er et hav.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Udsigten var håbfuld. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Et udadvendt rum, et favnende rum. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Og vi vågnede.

Odense, Esbjerg, Roskilde. Du siger noget om solen. Det gør ikke noget. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Over murbrokkerne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter. Dine diamanter lyser i min mund. Og en anden dag: Det her er en leg. Stofferne.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Det gør ikke noget. Træerne. Det gør ikke noget. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Sætningerne er et hav. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.