Samtale d 23.08.16 14:05:23 til 14:08:02

De fine hår, længere. Var det markerne?

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Vi, de mindste detaljer. Som nu. Den tredje er ude. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Landskab d 23.08.16 14:04:12 til 14:04:42

Udsigten var håbløs.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Tingene tøver. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Landskab d 23.08.16 13:22:04 til 13:22:47

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sætningerne er et hav. Som at læse glemte aviser. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.