Intet glemmes.

Mail i november. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Sådan så mine drømme ud.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Sad jeg? I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm.

Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Kan skriften være genert?

Regnvejrsmeteor. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Bøger

Du kan være. Dine ned gennem atmosfæren. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Om andre lande, andre folk. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Rifterne, rifterne. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Skovene. Det handler om.

I et efterår ville jeg være flov. Var disse linjer virkeligt virkelige? Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Indimellem sagde du nogle ord. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Var dine drømme imellem læber? Jeg bladrer i en tilfældig bog. Vi er en samtale bag øjnene.

Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Vores. Dette langsomme blik imod stenene. Træk sletterne helt ned til klipperne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Var jeg? Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Øjne af regn fra det travle.

Vi har øjne. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Dine diamanter lyser i min mund. Ring til mig. Den sindssyge himmel. Vi har gardiner. Indimellem sagde du nogle ord. Solens sind. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Landskab? Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne.

Intet glemmes. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Du skrev et sår i min fremtid. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. De yderste kyster, en grøn sten.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Muren omkring ordene.

Det dybeste af alt er huden. Kan jeg skrive sådan? Sådan svarede du. Asfalt. Ubeslutsomhed. Sandøjne. Jeg ryster en tilfældig bog. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.