Vi har øjne. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Dine diamanter lyser i min mund. Ring til mig. Den sindssyge himmel. Vi har gardiner. Indimellem sagde du nogle ord. Solens sind. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Landskab? Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne.

Intet glemmes. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Du skrev et sår i min fremtid. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. De yderste kyster, en grøn sten.