Var jeg stille? Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. De vigtigste.

Hvad skulle glemmes? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Var jeg stille? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Bag træerne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Var det skovene du kom fra? Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Har vi de samme øjne?

Stod imod, men gjorde intet. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Et brev. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.