I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Du trak mig med til de yderste bjerge. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. For hvert lag af betydning i stenene. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Dine sætninger.

Det var ikke skovene. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Var jeg stille?Var jeg stille? Var jeg stille? Var jeg stille? Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

At tegne øjne i sætninger. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg var nøgen i de dage. Og vi. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Grå. Altid er det dette langsomme blik. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

På et stort stykke hvidt.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Giver det mening? Sætningerne er et hav. Du må ikke forsvinde. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Indimellem sagde du nogle ord. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Dine diamanter lyser i min mund. Et rum, et rum.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg, du, den.

Du trak de yderste.

Du må ikke. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Jeg havde dig. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Som nu i morges: Du kan være.Du kan være. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg tegnede din hud på alting.

Sådan trak du de yderste bjerge. Jeg elsker at se dig. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Afsavn. Udsagn. Kan jeg skrive sådan?

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg, ikke dig. Gennem hullet i hegnet.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Her er dagen allerede langt foran mig.

Solens sind. Oppe på bakken. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Altid er det dette langsomme blik. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. På en rude. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.