Et hav. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:
 
Jeg, den skrøbelige sandhed. Vi stod og lyttede. Vores. Intimiteten i skriften. Når dine øjne. I. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Et genert rum, et intimt rum. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Her er dagen allerede langt foran mig. Det her er ingen leg. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Kan jeg skrive sådan?
 
Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.
 
Trak jeg de yderste? Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. Træk mig helt ned. En. I bussen til dig.
 
Vi bliver verden. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste.

Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Badeferien. Årene. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.
 
Lysene lyste. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

I natten, en fjern stemme, søvn. Kan jeg være? Har vi de samme øjne? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Hvad skulle glemmes?
 
Farvede et sår i dit første ord. Jeg har dig. Var sætningerne et skred af betydning? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Trak jeg de yderste? Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Svarede du?Svarede du? Svarede du? Svarede du? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Du kan være i dette landskab. Det handler om overfladen.

Grå. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? På en skærm. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.
 
De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.