Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Udsigten var håbløs. Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet.

I den periode: udsigten, stilheden. Notesbog. Beskydning.Notesbog. Beskydning. Notesbog. Beskydning. Om andre byer, andre verdener.
 
I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: For hvert lag af betydning i stenene. Du foldede dig ind i mine ord.

Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Hvad vil disse knuste sætninger? Luften og jordens sange.
 
I det mørkeste, søvnen bag dagen. Sms i den lysende sommer.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.
 
Stjernekontinent. Jeg ryster en tilfældig bog. Men mit sprog er ikke fjendtligt.
 
Farvede et sår i dit første ord. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Jeg hader at vågne og se dig vågne. Regnen, vinden imellem dine læber. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Og vi vågnede. Jeg ville dig. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Vi har de samme øjne. Og vi vågnede. Jeg ville dig. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det dybeste af alt er huden?

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Hvilke krystaller lyste i dine ord?

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet.

Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Bagefter sad jeg i timer og læste. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Ordene, små toppe af skum. Jeg skrev intet ned i den periode. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.