Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.
 
Grå. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.
 
Skyen skjulte noget for fuglene. Alting ligger bag alting. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Bag træerne.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.
 
Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Jeg ikke det der. Jeg drak det tørre.
 
Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Ilden. Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud.
 
Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Hvirvlende, stirrende, syngende. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Sandøjne. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.
 
Stille? I læberne i huden. Nu er der en uro i kroppen. Ord. Jeg var de dage. Ikke glemme floderne i ørerne.
 
Det var dine læber. Jeg prøver at tegne dine sætninger.

Den højrenationale himmel. Som at skrive i koder. Blå.
 
Solens pind. Diamanterne. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Jeg skriver dagen igang, stille. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende.

Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Du skrev et sår i min fremtid. Tingene tøver. Men mit sprog er ikke fjendtligt. I bussen fulgte en samtale fraværet op.
 
Var sætningerne et skred af betydning? Sætningerne er et hav. Uforståelige sætninger at klæde sig i.