Og vi vågnede.
 
Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.
 
Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! Jeg synes dit langsomme morgenface er nice. Den sindssyge himmel.

Min skrift er farvet af sig selv. Bordet vipper. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig.
 
Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt.Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt.

Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:
 
Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne.

Kan skriften være genert? Kan jeg skrive? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.
 
Jeg ryster en tilfældig bog. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Stjernekontinent.
 
Jeg har skrevet et kort til dig. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

På en skærm. Nordlyset tøver i vores stemmer. Lysene lyste. Vi er et party. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Du flasher dine moves i den lysende nat.
 
Intimiteten, skriften. Det giver mening. Sover ASAP. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Du. Rundt på tingene.
 
Jeg sejlede mellem dine læber. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Det tøj er min krop på min krop. Er det? Ikke glemme.
 
Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Bag stemplerne.
 
Har vi de samme øjne? Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Gennem hullet i min hjerne. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende.

Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Det er vinden gennem sivene. Er du på den anden side af havet?
 
Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Var du nattens fortvivlede stilhed? Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;