Dine diamanter lyser. Havde du en sten? Jeg var nøgen i de dage. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:
 
Jeg har skrevet et kort til dig. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.
 
Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. I hver dag lå postkassen ensom og stille. Træerne. Sætningerne er sarte kredsløb.
 
Var jeg stille? Du, dette landskab. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

På et stort stykke hvidt. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Du i mit vindue. Giver det mening? Mørket kaldte vi bare for mørket.
 
At dette andet. Dine sætninger.

I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Her er dagen allerede langt foran mig.Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig.
 
Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn.

Om andre byer, andre verdener.
 
Lyset afventer afgang. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Asfalt. Ubeslutsomhed.

Det er aldrig det hurtige blik. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Den tredje er ude. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Lysene lyste.
 
Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Solens sind. Over murbrokkerne. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Under murbrokkerne. Jeg læste dine linjer
 
Her er dagen allerede langt foran mig. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Jeg bladrer i en tilfældig bog.