Du skrev et sår i min fremtid. Sætningerne er et hav. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Det er bare. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Var der virkelig ild et sted?
 
Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan.

Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Jeg har skrevet et kort til dig. På et stort stykke hvidt papir. Når du ringer, hører jeg det ikke.
 
At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

I læberne i huden. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Hvirvlende, stirrende, syngende. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Ok, svarede du. Du, du.
 
I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: En uro i kroppen. Dine sætninger.

I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Odense, Esbjerg, Roskilde.
 
Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Du må ikke. For hvert lag af betydning i klipperne. Var det markerne? I den første nat så jeg kun det matte mørke.
 
Udsagn. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Sådan her sejlede mine nætter.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Ring til mig. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Der var noget som gled med videre. Om overfladen. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.
 
At lytte gav ikke længere mening. Er det?

Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Sådan svarede du. Jeg forsvinder ikke.
 
Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.