Var du nattens fortvivlede stilhed? Jeg havde endnu ikke mødt dig.
 
Hvad skulle glemmes? Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Du, du. Du, du. Intet ligger bag intet.
 
I natten, en fjern stemme, søvn. Du siger noget om solen. Jeg har skrevet et kort til dig. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Som i morges. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Det var før du kunne forsvinde. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.
 
Rifterne. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille).
 
Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Jeg hader at vågne og se dig vågne. Jeg havde glemt den. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Stolen jeg sad på bevæger solen med natten.
 
Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Intimiteten i skriftenIntimiteten i skriften Intimiteten i skriften Intimiteten i skriften.