Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Kan jeg være?Kan jeg være? Kan jeg være? Kan jeg være? Kan jeg være? Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanterJeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Skyen skjulte noget for fuglene. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Skyen skjulte noget for fuglene. Dine diamanter lyser i min mund.

Derinde bag skoven. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Kan jeg være i dette landskab? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Er det?

At se dig. Hver morgen: Wow! Når du siger mit navn, svarer min krop. Og vi. Jeg var i morges. Sådan her. I læberne og i huden. Et genert rum, et intimt rum.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

På en rude.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Afsavn. Udsagn. I natten, en fjern stemme, søvn.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Bøgerne varslede en kommende tid. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Når du siger mit navn, svarer min krop. At tale var blevet uoverskueligt. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Bøgerne tegnede deres egen retning. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Stod imod, men skrev: intet. Bagefter sad jeg i timer og læste. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Jeg skrev intet ned i den periode. I hver dag gled rester af betydning med mig videre