Regnvejrsmeteor. Bøgerne var de eneste. Min skrift er farvet af sig selv. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Som nu i morges:

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Nordlyset tøver i vores stemmer.
 
Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Der var noget som gled med videre. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg læste i aviser, i glemslen.Jeg læste i aviser, i glemslen. Jeg læste i aviser, i glemslen.

Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.
 
Under murbrokkerne. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Bag træerne. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Min skrift er farvet af sig selv. Bagefter sad jeg i timer og læste. Det ,der hænger. Vi har de samme øjne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Dine øjne. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Var det markerne du kom fra? Sådan er det. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

I læberne og i huden. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Luften og jordens sange. Dagene. Ugerne. Vennerne. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Vigtigste. Intimiteten i skriften. Min ene pen er rød og den anden sort. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Dine diamanter lyser. Ring til mig. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.