Jeg var nøgen i de dage. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Vi, med det stille. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Men mit sprog er et landskab.

Jeg tror, du havde glemt den der. Det var ikke skovene jeg kom fra. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Muren omkring ordene. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.