Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Vores land.

Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

I bussen skrev jeg en sms til dig. En uro i kroppen. Dagene. Ugerne. Vennerne. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Notesbog. Beskydning. Et genert, et intimt rum.

Min ene pen er rød og den anden sort. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Er det? Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Er du på den anden side af havet?

Landskab? Farvede ordene milde. Var det markerne? Min ene pen er rød og den anden sort. Noter. Beskrivelser. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg har skrevet et kort til dig.Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Du kom fra? Vi, gamle tanker om stilheden. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Og ord. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Den tredje er ude. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Stjernekontinent. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. I bussen skrev jeg en sms til dig. Afsavn. Udsagn.

Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. Og vi vågnede.

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. I et efterår ville jeg være flov. Bøgerne var de eneste. Jeg kunne glemme det, der glemmes.

Jeg har plads i min hud. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede.

Vi er en samtale bag øjnene.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene