Stod imod, men skrev: intet. Bagefter sad jeg i timer og læste. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Glashænder.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Det er bare.Det er bare. Det er bare. Stjernekontinent. Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Sådan svarede du. Min ene pen er rød og den anden sort. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Sms i den lysende sommer. Diamantafkast. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Jeg skriver dagen igang, stille.

Så var der en, der lyttede til skovene.Så var der en, der lyttede til skovene. Så var der en, der lyttede til skovene. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Jeg læste glitrende blade. Så var der en, der lyttede til skovene. Var det bare regnen?

Brændte det friske løv virkeligt? Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. For hvert lag af betydning i stenene. Sådan svarede du. Min skrift er farvet af sig selv. Hvem var det, der skrev:

Rundt omkring stod bjerge af andres ord.Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Bøgerne tegnede deres egen retning. Luften og jordens sange.

Jeg skriver dagen igang, stille. For hvert lag af betydning i stenene. Kan skriften være genert? Tingene tøver. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

Solstorm. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.

Intimiteten i skriften Når du siger mit navn, svarer min krop. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Ordene flår i det inderste. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Afsindighed. Udsalgsvarer. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.