Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Udsigten var håbfuld. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Min skrift er farvet af sig selv. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet.
 
I bussen fulgte en samtale fraværet op. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Rød. Taster en sætning i mørket, i lyset. Af alt det kroppen også er. Den højrenationale himmel.

Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne.
 
Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tageneKrukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Uforståelige sætninger at klæde sig i Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Blæste det virkeligt? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Kan jeg skrive sådan? Bøgerne tegnede deres egen retning. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Farvede ordene milde.