millioner år gammelt glas i den lysende ørken. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Afsavn. Udsagn. Var der virkelig ild et sted? I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Det dybeste af alt er huden. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Farvede ordene milde. Sådan svarede du. Skrid, svarede du.

En regning. Muren omkring ordene. Solstorm. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Glashænder. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Sætningerne er et hav. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Derinde bag skoven. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.millioner år gammelt glas i den lysende ørken. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Her er dagen allerede langt foran mig. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Træerne. Jeg har skrevet et kort til dig. Mail i november.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Sætningerne er et hav.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting.

Vi sad alene i natten. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).