Det dybeste af alt er huden? Bordet vipper.Bordet vipper.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Min skrift er farvet af sig selv. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Dette langsomme blik imod stenene. Dine diamanter lyser i min mund. Kan jeg skrive sådan? Under den blå, blå himmel.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Jeg læste dine linjer Det er bare. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg forsvinder ikke. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Jeg var i din krop, og du? Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. I bussen skrev jeg en sms til dig. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Et brev.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Som nu i morges: Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Sætningerne er et hav. Ikke var muligt at komme derind. Kan jeg være i dette landskab?

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

At lytte gav ikke længere mening. Snestorm.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Bordet vipper. Det dybeste af alt er huden? Uforståelige sætninger at klæde sig i

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Har vi de samme øjne? Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Kan jeg skrive sådan? Luften og jordens sange. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Et brev. Alting ligger bag alting. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.