Bagefter sad jeg i timer og læste. Som nu i morges: Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Sætningerne er et hav. Ikke var muligt at komme derind. Kan jeg være i dette landskab?

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.