Når du rør mig er vi hinanden. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die.

Vi har travlt. Uden grund. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Stolen jeg sad på bevæger solen med natten.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Her er natten allerede langt bag mig.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Whatever; nat efter nat. Jeg læste dine linjer

Men mit sprog er et landskab.

Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Sådan svarede du. Mørket kaldte vi bare for mørket. Blæste det virkeligt? Jeg skrev mig vild i de dage. Rifterne.

Solstorm. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I bussen var der en, der gik ud af sig selv.

Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Grå.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Den sindssyge himmel. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Der hang figner henover udsigten. Jeg sad alene i solen. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Du siger noget om solen. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Jeg skriver natten i gang, stille.

Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Ilden.

Vi sad alene i natten. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Du siger noget. Jeg forsvinder.

Lysene lyste. Dine diamanter lyser i min mund. Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Du siger noget om månen. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Du siger noget om solen. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Jeg var nøgen.

Jeg kunne mærke dit hjerte. Hvis jeg ville have dit blik. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.