Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Du havde tabt en linje i min drøm. Hvem var det, der skrev: At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Stod imod, men skrev: intet. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Dagene. Ugerne. Vennerne. Men mit sprog er ikke fjendtligt.Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Om andre byer, andre verdener.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Stod imod, men skrev: intet.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Kan jeg skrive sådan? Jeg har skrevet et kort til dig.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Det er bare. Rifterne.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Et genert rum, et intimt rum. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Stod imod, men gjorde intet. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Solstorm.