Den skrøbelige.

Var du nattens fortvivlede stilhed? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Du, dette landskab. Var det skovene du kom fra? Du trak mig med til de yderste bjerge. Min skrift er farvet af sig selv.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Bag træerne.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Sådan svarede du.

Afsavn. Under den blå, blå himmel. Stod imod, men skrev: intet. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. I bussen skrev jeg en sms til dig. Du kan være i dette landskab.Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab. Dit navn i skyggerne.

Jeg i dit hjerte.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Det handler om overfladen. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Intimiteten i skriften. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Når jeg ser dig. Som nu i morges: Vi, bag øjnene.

Du må ikke forsvinde. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Jeg har plads i min hud. Der hang figner henover udsigten.Der hang figner henover udsigten. Der hang figner henover udsigten. Der hang figner henover udsigten. Der hang figner henover udsigten.

Skyen skjulte noget for fuglene. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer.