Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Tågen i skovene i udsigten.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Og en anden dag:

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Over murbrokkerne. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Min ene pen er rød og den anden sort.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Skriv mig ind i dine læber. Det her er ingen leg. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Sætningerne er et hav.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg skriver dagen igang, stille.

Det dybeste af alt er huden?

Solstorm.

Hvad tæller du til? Afsavn. Udsagn. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Der var noget som åbnede sig. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Ilden. Tågen i skovene i udsigten.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

For hvert lag af betydning i stenene. Du må ikke forsvinde. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Luften og jordens sange. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Jeg skrev mig vild i de dage.Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg skrev mig vild i de dage.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Grå. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Bordet vipper. Tågen i skovene i udsigten. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.