Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Hvad tæller du til? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Udsigten var håbløs. Altid er det dette langsomme blik.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Dette langsomme blik imod stenene. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Her er dagen allerede langt foran mig. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Kalken. Muren omkring ordene. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Ikke var muligt at komme derind. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. For hvert lag af betydning i stenene. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Oppe på bakken. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Grå. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Hvad skulle glemmes? Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Afsavn. Udsagn. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Brev i april. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Har vi de samme øjne? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Der hang figner henover udsigten. Hvad tæller du til? Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Vi har de samme øjne. Udsigten var håbløs. Oplæsning for intetheden. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.