Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Blå. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Gennem hullet i hegnet. Glashænder. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Oppe på bakken. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Oppe på bakken. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Og vi vågnede.Og vi vågnede. Og vi vågnede. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Det gør ikke noget. Dine diamanter lyser i min mund. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Over murbrokkerne. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Stjernekontinent. Sådan noget. Der var noget som åbnede sig.

Ilden. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Over murbrokkerne. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Jeg skriver dagen igang, stille.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Sætningerne er et hav. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Sandet. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Udsigten var håbløs. Der hang figner henover udsigten. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.