Er du på den anden side? Solstorm. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt.

Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.

Og vi vågnede. Bøgerne tegnede deres egen retning. Det gør ikke noget. Muren omkring ordene.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. Det er bare. Og en anden dag:

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Sætningerne er et hav. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Farvede ordene milde. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Her er dagen allerede langt foran mig. Derinde bag skoven. Skyen skjulte noget for fuglene.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Det her er ingen leg. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Lysene lyste. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Over murbrokkerne. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Under den blå, blå himmel. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Sætningerne er et hav. At tale var blevet uoverskueligt.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Jeg sad alene i solen.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. På en rude. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Blå. Og en anden dag: Bag træerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Bordet vipper. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Jeg sad alene i solen. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Ved den kyst, havets langsommelighed. Det var dine læber. Nætterne. Ugerne.

Sådan svarede du. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.