Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

At tale var blevet uoverskueligt. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Noter. Beskrivelser. Jeg skriver dagen igang, stille. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.Bøgerne hvilede omkring kaffen. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Ikke glemme.

Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Var jeg stille? Jeg var et dyb i, i dén der lå i den. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Og vi vågnede.

Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Derinde bag skoven. Et brev. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Hvad tæller du? Solstorm. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Du siger noget om solen. Bøgerne var de eneste. Hvad med den himmel? Giver det mening?

Var det skovene du kom fra? Jeg er på den anden side af havet. Jeg var nøgen. På en rude. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Du foldede dig ind i mine ord. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Var det markerne du kom fra? Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne.

Oppe på bakken. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

På en mur.

Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Dine diamanter lyser i min mund. Solens sind. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Zeitgeist. Shit. Show.