Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

I læberne og i huden. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Kalken. Og en anden dag: De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Og vi vågnede. Jeg skrev mig vild i de dage. Du må ikke forsvinde. Kan jeg skrive sådan? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Det gør ikke noget.

Oplæsning for intetheden.Oplæsning for intetheden. Oplæsning for intetheden. Oplæsning for intetheden. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Oppe på bakken. Jeg skrev mig vild i de dage. Skriv mig ind i dine læber. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Hvem var det, der skrev: Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Der var noget som åbnede sig. Som at læse glemte aviser.

Solstorm. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Oplæsning for intetheden.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Skyen skjulte noget for fuglene. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Stod imod, men skrev: intet.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Kan jeg skrive sådan? Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Et brev. Sådan svarede du. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Det gør ikke noget. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Altid er det dette langsomme blik. At forvandle dette rum til et andet. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Det dybeste af alt er huden? Kan jeg være i dette landskab?

Solens sind. Uforståelige sætninger at klæde sig i Jeg havde endnu ikke mødt dig.