Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Skyen skjulte noget for fuglene. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Havde du fundet en grøn sten?Havde du fundet en grøn sten?

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. På et stort stykke hvidt papir. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Ord. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Søge ly. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Den sindssyge himmel. Om andre byer, andre verdener. Lysene lyste. Uforståelige sætninger at klæde sig i Altid er det dette langsomme blik.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Du trak mig med til de yderste bjerge. Her er dagen allerede langt foran mig. Vidste du det?

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Sad jeg alene? Under den blå, blå himmel. Oplæsning for intetheden. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Over murbrokkerne. Og vi vågnede. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant