En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen.

I læberne og i huden. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Der var intet som skulle glemmes. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind.

I natten poppede samtalerne op. Sætningerne er en ørken. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb). Stod imod, men gjorde intet.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Vi er det sarte, de stille. Dine øjne.

Det handler om. Var dine drømme imellem læber? Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Derinde bag skoven. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Dette langsomme blik imod stenene. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter.

Landskab? Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Oppe på bakken. Grå. Nordlysets sitren i din stemme. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Blå øjne mod den milde himmel.

Jeg sejlede omkring på alt. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Regnen, vinden imellem dine læber. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Jeg forsvinder ikke. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. De bløde bakker udenfor byen. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Der var noget som åbnede sig. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng.

Som at læse glemte aviser. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Ordene, små toppe af skum. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.