Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Blæste det virkeligt?Blæste det virkeligt? Blæste det virkeligt? Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.

I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Jeg var de dage. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Bøgerne tegnede deres egen retning. I hver dag gled rester af betydning med mig videre I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Den afklarede himmel. Derinde bag bjergene. Ikke glemme. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Oplæsning for intetheden.Oplæsning for intetheden.

Jeg kunne glemme det, der glemmes. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg, den skrøbelige sandhed. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Jeg er lost i en borderlinenat. Har vi de samme øjne? Jeg er på den anden side. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Sandøjne. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Et udadvendt rum, et favnende rum.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. De vigtigste. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Som at skrive i koder. Der hang figner henover udsigten. De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille.