For hvert lag af betydning i det strømmende sand. I dine læber.
Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Var det skovene du kom fra? Luften og jordens sange. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Jeg bladrer i en tilfældig bog.
Hver morgen: Wow! Farvede lidt sort i din ørken. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.
Den bekymrede er ude af sig selv. Hvirvlende, stirrende, syngende. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!
Det er aldrig det hurtige blik. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Har vi de samme øjne? Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.
Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.
Havde du fundet en grøn sten? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Der falder binære sansninger ud af min mund. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.
I bussen fulgte en samtale fraværet op. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.
Du trak de yderste bjerge. Dit navn var alt jeg hørte. Et genert rum, et intimt rum. Jeg tror, du havde glemt den der.
Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Solens sind. Udsigten var håbfuld. Jeg hader at vågne og se dig vågne.
For hvert lag af betydning i klipperne. Provinsen og gågadens sange. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Sms i den lysende sommer. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.
Byen.
Ikke. Stille? Det jeg kom fra.. Jeg forsvinder ikke. Du må forsvinde.
Vores. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Det var før du kunne forsvinde. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter
Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Stjernekontinent.
En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Jeg ryster en tilfældig bog. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.
Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med!Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Hvad vil disse knuste sætninger? Stod imod, men skrev: intet.