Et brev. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil disse knuste sætninger? Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Det dybeste af alt er huden?

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”

Snestorm. Det dybeste af alt er huden? Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?

Noter. Beskrivelser.

Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Det er bare. Ilden. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Glasdråbehænder. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Når du siger mit navn, svarer min krop.

At lytte gav ikke længere mening. Hvad vil disse knuste sætninger? Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. I den periode: udsigten, stilheden. Dagene alene på landet. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Vi, gamle tanker om stilheden. Der var noget som. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Kan jeg skrive sådan?

Hvilke krystaller lyste i dine ord? Jeg skrev intet ned i den periode.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Var jeg stille? Ord. Vi er en samtale bag øjnene.

Dine sætninger. Du kom fra? Vigtigste.

Jeg læste i aviser, i glemslen.

Du havde tabt en linje i min drøm. Vores land. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Søge ly i den flod.

Det dybeste af alt er huden? Du skrev et sår i min fremtid.

Jeg skriver dagen igang, stille. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Sad jeg alene? Ordene flår i det inderste.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Det var før du. Der løber ord ud af min hud.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Muren omkring ordene.

Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne.Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne.