I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Ikke glemme floderne i ørerne. Du kan være i dette landskab. Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Vi, gamle tanker om stilheden. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Et sted er der en. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Et genert rum, et intimt rum. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

På en rude. Du må ikke forsvinde.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Der var intet som skulle glemmes. Sådan svarede du. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Nu er der en uro i kroppen. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. På et stort stykke hvidt papir.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Det her er en leg. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Bag træerne.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Her er dagen allerede langt foran mig.

Om andre byer, andre verdener. Stod imod, men skrev: intet. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Intimiteten i skriften Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg har skrevet et kort til dig.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Var det markerne? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Ved en sten: Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Et. Alene? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Sammen lå vi og kortlagde:

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Oplæsning for intetheden. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Odense, Esbjerg, Roskilde.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.