De vigtigste.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Ikke søge ly. Det var ikke skovene jeg kom fra. Giver det mening? Ikke søge ly. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Var jeg stille? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Kan jeg skrive sådan? Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Ring til mig uden grund. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Sådan er det.

Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Har vi de samme øjne?

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Du trak mig med til de yderste bjerge. Et genert rum, et intimt rum. Dette hurtige blik imod vandet.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Hvad tæller du til?

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. I læberne og i huden.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Ikke søge ly. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Ikke søge ly. Du trak mig med til de yderste bjerge. Var jeg stille?

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Og vi vågnede. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.