Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Og vi vågnede. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.