Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Giver det mening? Tågen i skovene i udsigten. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Jeg læste dine linjer Det dybeste af alt er huden? Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Ordene, små toppe af skum. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Du siger noget om solen. Jeg går bare og venter på den milde måne. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Skyggerne skyggede.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Nætterne. Ugerne.

Intimiteten i skriften. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Det var før du kunne forsvinde. Alting ligger bag alting. Er du på den anden side?

Bussen skrev til dig. Sad jeg alene? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Udsagn.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Alting ligger bag alting.

Dette langsomme blik imod stenene.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Om andre byer, andre verdener. Sætningen løb videre igennem kæben. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn.

Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.