Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Dagene. Ugerne. Vennerne. Sådan svarede du. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Hvem var det, der skrev: Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Glashænder. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Stod imod, men skrev: intet. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Muren omkring ordene. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Solstorm. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Afsavn. Et genert rum, et intimt rum. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Sådan er det. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Der hang figner henover udsigten. Du siger noget om solen. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Var det markerne du kom fra?

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Det dybeste af alt er huden? Glashænder. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Hvem var det, der skrev: