Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Et genert rum, et intimt rum.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

At tale var blevet uoverskueligt. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Var jeg stille? Var det skovene du kom fra?

Dette langsomme blik imod stenene. Har vi de samme øjne? Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Kalken.

Sætningerne er et hav. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Du trak mig med til de yderste bjerge. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Du må ikke forsvinde. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Kan jeg skrive sådan? Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Tågen i skovene i udsigten. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Som at læse glemte aviser. Jeg skriver dagen igang, stille.

Hvilken nat fulgte efter natten? Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Dette langsomme blik imod stenene. Gennem hullet i hegnet. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Dagene. Ugerne. Jeg skrev i en stråle af sol. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg læste dine linjer Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Alting ligger bag alting. Der hang figner henover udsigten.

Gennem hullet i hegnet. Lysene lyste. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).