Grå. Over murbrokkerne.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Og en anden dag: Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Jeg skriver dagen igang, stille. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Alting ligger bag alting. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Du må ikke forsvinde. Som nu i morges: Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Du må ikke forsvinde. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Sådan er det. Ord. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. På en rude.

Jeg var i din krop, og du? Afsavn. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Solstorm. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Intimiteten i skriften. Et sted er der en. På den del af nattens stilhed.

Vidste du det? Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Her er dagen allerede langt foran mig. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Det er bare. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Stod imod, men skrev: intet. Kan jeg være i dette landskab?

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Udsigten var håbløs. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Det dybeste af alt er huden?

Noter. Beskrivelser.Noter. Beskrivelser. Noter. Beskrivelser. Noter. Beskrivelser. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Ilden. Solstorm. Bagefter sad jeg i timer og læste. Bagefter sad jeg i timer og læste. At tale var blevet uoverskueligt.